Det, der var, er det samme som det, der kommer,
Det, der sker, er det samme som det, der er sket. Der er intet nyt under Solen.
Prædikerens Bog 1,9

Ingen begyndelse, ingen ende, ingen skabelse, ingen dommedag, blot denne uendelige, langsomme og rolige bevægelse fremad, rundt og rundt om sig selv i en velordnet og stabil dans. Alt i universet drejer om sig selv og hinanden i store og små cirkler. Cirklerne er tidernes dans, og jorden danser med, for også jorden har sin tid og sin plads i den store verdensorden der er uden begyndelse og uden ende. En verdensorden hvor alle fænomener gentager sig selv om og om igen i det uendelige og aldrig afsluttende kredsløb, der er giveren af det evige liv.
I tidernes dans er de perioder, hvor menneskeheden bygger kulturer op lige så fast forankret, som de perioder, hvor menneskeheden river kulturer og samfund ned, præcis sådan som prædikeren, der taler til os fra en svunden tid, fortæller. Der er intet nyt under solen. Alt hvad der kommer, er alt, hvad der har været, for menneskeheden har ligesom alle jordens andre levende skabninger sin tid og sin livscyklus. Menneskehedens livscyklus er et kredsløb på 26.000 solår, der engang for uendeligt længe siden blev kortlagt i en cirkulær kalender. Kalenderen blev oprindelig anvendt af shamaner over hele Jorden, men i nutiden er det kun nogle ganske få af de ældste shamanslægter, der bevarer den gamle kundskab om tid og liv.
Den cirkulære kalender viser, at den nuværende menneskeheds livscyklus nærmer sig sin afslutning. Den tid vi lever i nu er dødens tid, der er den sidste dag i menneskehedens store livscyklus. Ligesom mange andre dyrearter skal menneskeheden dø, eller måske er det bare vores nuværende samfundsstruktur baseret på penge og ord, der skal dø. Noget
nyt vil træde i stedet, men hvad ved vi ikke. At det er dødens tid vi befinder os i kan ses overalt på jorden, hvor strukturerne i den ene livgivende kultur efter den anden brydes ned i takt med at sten, beton, glas, gift og skrald breder sig som en steppebrand fra den ene verdensdel til den anden og menneskehedens eneste stræben er målrettet mod rigdom, magt og belærthed.

De to tidsbegreber
Hvornår menneskehedens livscyklus blev kortlagt i en cirkulær kalender, er der ingen, der ved. Det vi ved, er, at i forhistorisk tid baserede mennesket sig på et cirkulært tidsbegreb. I modsætning hertil, baserer vi os i nutiden kun på et liniært tidsbegreb.

Det ene tidsbegreb er ikke mere rigtigt end det andet. Det er blot to forskellige måder at anskue begrebet tid på.
I nutiden lærer vi at leve med fuld bevidsthed om den liniære tid, men ganske ubevidst er vi stadig en del af den cirkulære tid.

• Ord/Ånd/Tro knytter an til den liniære tid, der er Dødens tid. Liniær tid er ydre tid, der er baseret på jordens omløb om Solen eller på Månens faser. Det liniære tidssystem tager afsæt i et ydre fokus udtrykt i ord, ånd, tro og himmelsk lykke efter døden.
• rop/Kraft/Kundskab knytter an til den cirkulære tid, der er Livets tid. Cirkulær tid er indre tid, der er baseret på jordens rotation om sin egen akse. Det cirkulære tidssystem tager afsæt i et indre fokus udtrykt i krop, adfærd, handling og jordisk lykke før døden.

Liniær tid
Nutidens liniære tidsopfattelse betinger, at tiden er en lang lige landevej menneskeheden bevæger sig ud af. Hvert sekund er nyt og hver eneste begivenhed er ny, unik og aldrig sket før. Vi tæller årene på samme måde, som vi måler et stykke stof ud med en linial. Det ene år følger efter det andet som perler på en snor, altid nyt og helt uden sammenhæng
med det foregående år.

I den liniære tid har alting en begyndelse, et forløb og en afslutning. Man fødes, man lever og man dør – det sker alt sammen for første og sidste gang. Det livssyn, den liniære kalender er baseret på, er, at mennesket er en individuel, unik og uafhængig skabning, der ikke er forbundet på nogen måde hverken med livet omkring sig, med fortiden i forfædrene, eller med fremtiden i efterkommerne. Ethvert menneske anskues som en selvstændig fysisk enhed uden nogen form for indre forbindelse med den store levende helhed, som et menneske er en del af. Et menneske er med andre ord en ø, der flyder rundt mellem en masse andre enestående, unikke og individuelle øer for hvem alt er nyt, overraskende og uforudsigeligt. Den liniære tidsopfattelse betinger, at ethvert liv begynder med den fysiske fødsel og
slutter med den fysiske død. Den liniære tidsopfattelse beror på, at der er:

• en fortid, som omfatter al det, der tidligere er sket.
• en nutid, som er dette øjeblik.
• en fremtid, som man ikke kan vide noget om, fordi det, der skal ske, ikke har nogen
• sammenhæng med fortiden.

Den liniære tid er et herfra og dertil. Alle de forestillinger vi gør os om skabelse og dommedag hænger sammen med den liniære tid, der definerer skabelsen med det magiske ord som begyndelsen på menneskehedens livscyklus og dommens dag som afslutningen.

Rigtig mange mennesker har lært, at døde såvel som levende skal dømmes og sorteres op i to store bunker med alle de ulydige i en stak til fortabelse og alle de lydige i en anden stak til genopstandelse på dommens dag – i nutiden er langt de fleste heldigvis bevidste om, at det er noget værre sludder. Det har vi være klar over lige siden englænderen Charles Darwin i 1859 udgav Arternes Oprindelse, som gav anledning til et voldsomt røre, fordi den underkendte både den kristne skabelsesberetning og dommedag, som enhver god kristen sjæl engang troede på. Arternes Oprindelse promoverer en fortløbende evolution, hvor ethvert liv udvikler sig som
en reaktion på de til enhver tid givne livsomstændigheder – ikke nødvendigvis til det bedre, men også til det ringere.

Mange kalendere
Den liniære tid er noget mennesker konstruerer ved hjælp af tanker, tal og ord. Liniær tid er noget, menneskeheden har.

Den liniære tidsregning kan menneskeheden til enhver tid kassere og erstatte med en helt anden kalender. Den liniære tid er blot og bart en ide fostret i menneskets hjerne og skabt med det magiske ord. Menneskeheden har konstrueret lige så mange liniære kalendersystemer, som der er
folkeslag på jorden. Der er et islamisk år, et hinduår, et jødisk år, et kinesisk år, et japansk år, et shikår, et Sirius år o.s.v. Nogle af de liniære kalendersystemer er baseret på
månens faser og andre er baseret på jordens rotation om solen. Liniær tidsregning kræver ikke nogen særlig forklaring, eftersom næsten alle mennesker har en liniær kalender i mobilen, baglommen eller i håndtasken, eller som et minimum en liniær kalender hængende på væggen, der definerer dage, uger, måneder og år.
Hver gang der er gået et år på 365 dage lægger vi de tolv måneder og 52 uger til side i en gemmekasse sammen med alle årets begivenheder og lader støvet samle sig om fortiden som om året er afgået ved døden.
Det var den romerske kejser Julius Cæsar (48B – 44 B) der indførte den første fælles liniære kalender for det Romerske Imperium i år 46 B. Problemet med hans, altså den julianske kalender, var, at da man nåede frem til 1500-tallet havde det astronomisk korrekte forårsjævndøgn flyttet sig ca. 11 dage i forhold til Cæsars kalender. Den liniære kalenderordning var med andre ord blevet noget rigtigt rod.
Derfor fik pave Gregor XIII i 1500-tallet nogle munke til at rette lidt hist og pist ved den julianske kalender, hvorefter den gregorianske kalender, som vi stadig bruger, blev indført. Danmark tilsluttede sig den Gregorianske kalender i 1700-tallet. I 1800-tallet blev den vedtaget som standard tid i USA og i Kina indførte man den Gregorianske kalender i 1912. Det er den kalender, vi bruger i dag, som officiel verdenskalender.

Den liniære kalender er et fiktivt konstrueret tidsskema baseret på ydre forhold og derfor har der altid været en frygtelig masse bøvl med at få uger, dage, måneder og år til at passe sammen med årstiderne, månefaserne og især jordens omløb om solen, der ikke er på 365 døgn, men derimod på 365,24219878 lige lange døgn, hvilket giver en fortløbende skævhed indeholdt i de 52 uger á syv dage fordelt på 12 måneder, som den liniære
kalender er opdelt i, så der jævnligt må sættes både skudår og skuddage ind i kalenderen. Det bøvl er man helt fri for med en cirkulær kalender.

Cirkulær tid
Vores nutidshjerner skal slå mange og store kolbøtter, for at forstå den måde de shamaner, der skabte den cirkulære kalender, definerede tid.
Tid er den bevægelse og forandring en krop gennemlever, fordi liv er tid og liv er den indre bevægelse, der af sig selv og uden ydre påvirkning skaber forandringer i stof. Tiden er et cirkulært kredsløb, hvor alting begynder forfra i det øjeblik det slutter. I den cirkulære kalender er tiden det, vi er. Vi er børn. Vi er voksne. Vi er gamle.
Den cirkulære kalender kan hverken ændres eller kasseres, fordi den er det, vi er. Tiden er det liv, der er indeholdt i en krop, der er i bevægelse af sig selv indefra. Tiden i menneskehedens cirkulære kalender defineres ikke med begreber som uger, måneder og år, men derimod med begreber som barndom, voksenliv og alderdom, og begreber hentet i planteriget som spiretid, blomstringstid og oversvømmelsestid. Udtrykket versvømmelsestid er hentet fra de gamle egyptere, som brugte det om menneskehedens alderdom, hvor alt hvad livet/tiden har skabt bliver ødelagt af livet/tiden.

Livet/tiden udtrykker sig ikke bare i plante- dyre- og menneskekroppens grokraft, men også i planter, dyr og menneskers adfærd og handlinger, der kan være såvel dødbringende som livgivende.

Tiden/livet er den store skaber. Med tiden/livet bliver alt skabt.
Tiden/livet er den store ødelægger. Med tiden/livet bliver alt ødelagt.